Fuglelivet - året rundt
Anden del (23. – 28. januar 2026)
Så kom frosten for alvor til Ørslev Kloster. Selvom tallet på barometeret har været endnu lavere, så føles det med den stærke vind bidende koldt derude. Solsortene sidder derfor som små oppustede fjerbolde, når de ikke lige mæsker sig i de mange æbler fra efteråret, som især ligger mellem klosteret og Fortællehuset, hvor der hver dag har været masser af dem. Også Musvitterne er som sædvanlig både synlige og hørbare, men ellers har det måske været lidt mere stille end her plejer.
Stille var det dog ikke i weekenden, da en stor flok Sangsvaner passerede hen over området. I modsætning til den mere almindelige Knopsvane, der ikke siger noget, når den flyver, så er der fuld gang i mundtøjet, når Sangsvanerne flyver. De er her sjældent om sommeren, hvor de er længere nordpå, men når man ser en mark fyldt med svaner om vinteren er det ofte dem.
Også den flotte Skovskade larmede godt op, da den fløj frem og tilbage over engen og flere gange landede i træerne tæt på klosteret. Den er ellers ret sky, men protesterer højlydt med dens kraftige skræppen, når man kommer for tæt på, inden den flyver væk.
I skoven mødte jeg igen dagligt Træløber, Spætmejse, Sumpmejse, den gnavne Gærdesmutte, Bogfinke og en enkelt gang var Musvågen også lige et smut hen over trætoppene.
Om lidt begynder ynglesæsonen og så bliver der for alvor gang i den igen. Jeg selv vender tilbage i slutningen af marts – med nyt knæ og med årets første fugletur på programmet. Den afholdes søndag 29. marts og tilmeldingen er åbnet.
Ulrich Lauridsen
29. januar 2026